Spildevand i det åbne land

For spildevandsforhold i det åbne land gælder, at:

  • Spildevandsplanen skal indeholde oplysninger om, i hvilke områder udenfor kloakoplande, der foretages eller skal udføres nedsivning eller rensning af spildevandet til en given renseklasse.
  • Kommunalbestyrelsen har mulighed for at bestemme, om et påbud om forbedret rensning af spildevandet skal opfyldes ved etablering af nedsivningsanlæg.

Forudsætningen for at meddele påbud om forbedret spildevandsrensning i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 30 er, at en ejendoms eksisterende spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt. Ved meddelelse af påbud om forbedret rensning skal følgende forudsætninger være opfyldt:

  • Ejendommens afløbsforhold og udledning skal være fastlagt.
  • Ejendommens udledning skal bidrage til forurening af det berørte nedstrøms liggende vandområde.
  • Recipienten skal være forurenet i et omfang, der gør, at den vedtagne målsætning ikke er opfyldt.

Det er ikke afgørende, om den enkelte ejendoms bidrag til forurening er stort eller lille, idet ingen ejendom har krav på at forurene i et eller andet omfang - og ifølge domstolspraksis er det forhold, at en ejendoms afløb faktisk forurener det vandområde, der modtager ejendommens spildevand, tilstrækkeligt grundlag for at kræve forbedret rensning.

Udover specifikke vandløb og søer nævnt i Regionplan 2005 og medtaget i vandplanen er der et generelt krav om, at der skal ske forbedret spildevandsrensning på ejendomme, der udleder til visse småsøer og vandhuller med et vandspejl større end 100 m2

Der kan i visse situationer meddeles påbud om forbedret rensning, hvis recipienten er forurenet med spildevand i et omfang, så miljømålet ikke er opfyldt. Det fremgår af vandplanerne, at al ny og forøget spildevandsudledning til stillestående vandområder så vidt muligt skal undgås. 

Udledning af urenset husspildevand til andet end vandområder kan påbydes ændret ved anvendelse af Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser, f.eks. i følgende situationer:

  • ved udledning direkte på jordoverfladen, som medfører uhygiejniske forhold.
  • ved afledning til ikke-godkendte siveanlæg med henvisning til grundvands- og miljøbeskyttelseshensyn i øvrigt.

 Endelig er udledning af spildevand til vejgrøfter eller -ledninger ikke tilladt i henhold til Vejlovens § 102 stk. 4.

Status og proces

Spildevandsplan 2015 vedtaget af Odder Byråd den 7. september 2015

Læs mere