Boulstrup Vandværk

Indvindingsoplandet til Boulstrup Vandværk er beliggende cirkulært omkring indvindingsboringerne DGU nr. 108.149 og 108.254. Arealanvendelsen ved oplandet er primært bymæssig bebyggelse foruden mindre landbrugsarealer mod nord og mod syd. Det meste af indvindingsoplandet er af Naturstyrelsen udpeget som indsatsområde. Den del, der ikke er udpeget som indsatsområde, er af Odder Kommune udpeget som prioriteret område.

Det relativt høje sulfatindhold i boringerne DGU nr. 108.149 og 108.254 vidner om nogen påvirkning fra overfladen, som yderligere kan forværres ved kraftig oppumpning, der vil forcere nedsivningen. Der er fundet bentazon og BAM ved vandværket.

Der ligger et renseri, SL Rens, inden for oplandet, der udgør en risiko for indvindingen, idet der er konstateret forurening med chlorerede opløsningsmidler ved renseriet. Region Midt er i gang med en nærmere undersøgelse af forureningens omfang. Der er gentagne gange fundet chlorerede opløsningsmidler i drikkevandet ved vandværket. Forureningen vurderes som den største trussel overfor indvindingen ved vandværket.

Indsatser ved Boulstrup Vandværk

 Boulstrup Vandværk

  • Der stilles krav om, at også udviklingen af niveauet for chlorerede opløsningsmidler følges.

Region Midtjylland

  • Der er siden 2002 udført undersøgelser ved SL Rens på Stationsvej 11, lokalitetsnr. 727-00059, af grundvandets forureningstilstand. Undersøgelserne viser, at der under rensemaskinerne på renseriet ligger perklorethylen i fri fase, og at der er sket en spredning af perklorethylenforurenet grundvandet i de sekundære magasiner i nordøstlig retning. Boulstrup Vandværks kildeplads ligger 100 meter nordøst for renseriet. I 2015 foretages der en risikovurdering.
  • På den tidligere renserigrund på Boulstrupvej 2, lokalitetsnr. 727-00064, er perklorethylenforureningen overvåget gennem en årrække. På baggrund af de seneste analyseresultater er vurderingen, at grundvandsforureningen nedbrydes tæt på kilden. Der moniteres fortsat på lokaliteten, næste gang i 2016.
Status og proces

Indsatsplan Boulstrup

Vedtaget

Godkendt af Odder Byråd den 18. maj 2015

Læs mere