Odder Kommune
Rådhusgade 3
8300 Odder
Tel. (+45) 87 80 33 33
miljoe@odder.dk

Formål med planen

Formålet med en indsatsplan er at vurdere og prioritere, hvilke grundvandsbeskyttende indsatser, der skal iværksættes, herunder hvem der har ansvaret for indsatserne, og hvornår de konkrete indsatser skal gennemføres.

Odder Kommune har som pejlemærke, at der skal kunne indvindes rent vand fra området også til de næste generationer. I denne indsatsplan fastsættes derfor en række indsatser, som har til hensigt at forhindre, at grundvandet belastes med nitrat, pesticider eller andre miljøfremmede stoffer. OSD Boulstrup er knapt 30 km2 stort og fra området sker godt 40 % af kommunens samlede indvinding. Det grundvandsmagasin der ligger tættest på terræn, er flere steder påvirket af nitrat og pesticider. I området findes et dybtliggende udstrakt grundvandsmagasin, hvorfra det forventes, at der kan indvindes drikkevand af god kvalitet. Det er derfor også vigtigt gennem denne plan at sikre, at grundvandet i dette grundvandsmagasin forbliver uforurenet.

OSD Boulstrup omfatter indvindingsoplande til følgende vandværker:

  • Boulstrup Vandværk
  • Dyngby Strands Vandværk
  • Gosmer-Halling Vandværk
  • Odder Vandværk – Boulstrup Kildeplads
  • Over Randlev Vandværk
  • Vandværket ”Skovkilde”

Indsatsplanen fastlægger de grundvandsbeskyttende indsatser med baggrund i den kortlægning det tidligere Aarhus Amt og Naturstyrelsen har udført indenfor OSD Boulstrup. Kortlægningen har ført til udpegning af indsatsområder med hensyn til nitrat, herefter kaldet indsatsområder, det vil sige de områder, hvor grundvandsmagasinerne er sårbare overfor nedsivende nitrat. Inden for disse områder skal der iværksættes tiltag, der bl.a. regulerer nitratudvaskningen. Tiltag over for nitrat og andre mulige forureningskilder vil generelt ske på baggrund af en vurdering af forureningstruslens størrelse og områdets sårbarhed. Derudover har Odder Kommune vurderet, at indsatsplanen også skal omfatte de dele af indvindingsoplandene, som ikke er omfattet af Naturstyrelsens udpegning af indsatsområder. Disse områder kaldes prioriterede områder.

Se også Odder Kommunes administrationspraksis vedrørende indsatsplanlægning, der beskriver kommunens målsætninger for beskyttelse af grundvand og principperne i prioritering af indsatser (link i højre kolonne). 

Ved vedtagelse af denne indsatsplan ophæves Indsatsplan Boulstrup vedtaget af Århus Amt i juli 2004.

Landskabsbillede

Status og proces

Indsatsplan Boulstrup

Vedtaget

Godkendt af Odder Byråd den 18. maj 2015