Boulstrup Vandværk

Vandværket har to indvindingsboringer, DGU nr. 108.149 og 108.254. Begge boringer er filtersat 22-27 meter under terræn, og de indvinder fra det øvre magasin. De sandlag, der indvindes fra er relativt tynde, med en mægtighed på omtrent 5-7 meter. I boringerne findes lerlag over magasinet med en mægtighed på optil 20 m, som udgør en relativ god beskyttelse af grundvandsmagasinet mod aktiviteter på overfladen. Analyser af grundvandet fra de to boringer og fra drikkevandet ved vandværket viser, at der indvindes grundvand, der er fri for nitrat.  Dog skal det bemærkes, at der jævnligt er gjort fund af BAM og bentazon i både grundvand og drikkevand ved vandværket. Der er senest i 2014 fundet BAM. Desuden er der fundet Tetrachlorethylen, der vurderes at stamme fra forurening med chlorerede opløsningsmidler fra en renserigrund, ”SL-Rens”, omtrent 100 m fra vandværkets boringer. 

Ved Boulstrup Vandværk er sulfatindholdet i boring DGU nr. 108.149 siden 1996 og frem til 2012 faldet fra 110 mg/l til 86 mg/l.  Det skal dog bemærkes, at sulfatindholdet er relativt højt, hvilket kan være tegn på, at der er nitrat på vej til grundvandsmagasinet ved vandværket, og at det vand der indvindes er relativt ungt.    

Status og proces

Indsatsplan Boulstrup

Vedtaget

Godkendt af Odder Byråd den 18. maj 2015

Læs mere