Nitrat

Nitrat optræder i en række boringer i indsatsområderme, og der findes nitrat i flere boringer med værdier over grænseværdien for drikkevand på 50 mg/l. Nitraten findes i det øvre grundvandsmagasin, der er det grundvandsmagasin, der ligger tættest på terræn. Det nedre grundvandsmagasin ligger i omtrent 90 meters dybde, hvorfra en del af indvindingen ved Vandværket Skovkilde og indvindingen fra Kildepladsen sker. Vandprøver fra de dybe boringer, der indvinder fra dette grundvandsmagasin, er fri for nitrat. Jordlagene kan rense det nedsivende vand for nitrat, idet jordlagene har en naturlig nitratreduktionskapacitet. Ved denne nedbrydningsproces dannes sulfat, hvorfor sulfatindholdet i grundvand ofte stiger i takt med at jordlagene nedbryder nitraten. Jordens evne til at nedbryde nitrat opbruges efterhånden, som nitraten bliver ved med at sive ned fra overfladen. Når dette sker, vil der efterhånden vil kunne optræde nitrat i grundvandet.

Ved Gosmer-Halling og Dyngby Strands Vandværker finder vi små mængder nitrat i drikkevandet, der sendes ud til forbrugerne, men der findes ikke nitrat i grundvandet, der hentes op fra magasinet, og der har ikke været og er ikke forhøjet sulfatindhold. Ved begge vandværker ses til gengæld et relativt højt indhold af ammonium i grundvandet. Når ammoniumholdigt vand iltes ved vandbehandlingen på vandværket kan der dannes nitrat, og det er sandsynligvis det, som ses ved de to vandværker.

På kortet herunder kan der ses i hvilke boringer i området, der er fundet nitrat. Orange og røde farver angiver at nitratindholdet er højere end 25 mg/l. Det skal bemærkes, at der kan være boringer, som nu er sløjfet.

Status og proces

Indsatsplan Boulstrup

Vedtaget

Godkendt af Odder Byråd den 18. maj 2015

Læs mere